Smartlog v. II » Naturjournal » odden
Opret egen blog | Næste blog »

Yderst ude.

25. okt 2009 07:01, Farmer

Jagten på Odden har jeg skrevet om tidligere.
Det er et helt specielt sted med havet som nabo hvor end man går. Kun den lille tange, som havet ved hver norden storm søger at udslette, gør, at det ikke er en ø.
Ved skæbnens gunst er jeg blevet inviteret med på jagt derude gennem en årrække.

Gruppen af jægere er også ganske speciel. Det er garvede folk. Kun ganske få under 65 år.
Ved frokost gik snakken om en landmand, som gerne ville med i jagten, nu da han havde afhændet gården til sønnen. Han fik -med glimt i øjet- det svar, at nu kunne han lige vente til han blev 70; så skulle man se på sagen.
"Vi kan jo ikke have såden en knægt til at springe rundt her og få os andre til at føle os gamle".

-Og sådan er tonen. Stemningen i jagthytten under frokosten præges kun positivt at den høje gennemsnitsalder.
De gamle tiders historier huskes bedst, og der er sikkert blevet lagt godt på gennem årene.

Hunden og jeg var på driverholdet og jeg kom til at gå ved siden af en af de yngste i gruppen.
Jeg spurgte ham forsigtigt, om det dog ikke ville være smart, hvis det stykke vi netop drev igennem blev taget lidt fra den anden side af, så dog nogle af fuglene kom frem til skytterne foran.

"Det vedtager vi faktisk også hvert år, at vi skal gøre; men når så sæsonen starter, bliver det alligevel sådan som det altid har været, selvom stort set alle fuglene snyder os. Sådan er det herude."

-Og det vidste jeg jo egnetlig godt! -Og hvor er det en nydelse.