Smartlog v. II » Naturjournal » hjemmebryg
Opret egen blog | Næste blog »

Lige til øllet.

24. nov 2005 12:14, Farmer

Det har de seneste par dage på www.julies.smartlog.dk kørt rigtigt hyggeligt på gamle dage, ude på landet og egen produktion og alt det der. Og vi kom også rundt om det hjemmebryggede øl. Så kunne jeg ikke længere holde mig på kommentarniveau.

Det fynske hjemmebyggede øl har altid haft et særligt ry. I min barndom for snart 40 år siden blev der stadig brygget på en meget stor del af gårdene. At kunne brygge godt øl, gik i arv fra den ene generation til den næste, så prædikatet blev i højere grad hæftet på gården end dens beboere.

At brygge godt øl var et aktiv. Gårde med godt øl fik de bedste karle. Det har også sagt noget om renligheden på stedet. Man kan ikke brygge godt øl, hvis ikke alle kar og andet grej er pinlig rent og skoldet. Urenheder giver surt øl. Den der med at man tog pigen for hendes mors gode øl er ikke helt ved siden af!

Hjemmebrygget øl er af den overgærede type, modsat pilsner, som er undergæret. Så hjemmebrygget øl minder mest om en kraftig syrlig ale-type. Altså en uden nævneværdigt skum.

Man skelnede mellem dagligøllet, som var med 3-7 procents alkohol og gemmeøllet (udtales gææmeølt), som kunne være endog særdeles stærkt.

Jeg husker nogle 18-års fødselsdagsfester, hvor den stod på rent gemmeøl. Det gik ikke stille af!

Dagligøllet blev ikke opfattet som en alkoholisk drik. Vi børn dag masser af øl, især om sommeren. Sodavand var en sjældenhed.

I slutningen af 1960erne svandt det lidt af de steder, hvor der blev brygget, men når vi tog i byen om aftenen eller sad på et karlekammer og spillede kort, var det stadig oftest med en dunk hjemmebryg ved siden.

Særlig interessant blev det, hvis der var deltagere, der ikke kendte til hjemmebryg. Så gik det som regel galt for dem. Hjemmebryg fornemmes ikke nær så stærkt som bayersk øl, vel nok fordi det er rigere på smagsoplevelser, men tog vi fra den rigtigte tønde, kunne øllet let ligge over porter-styrke. 

Øllet er ved at vende tilbage. Masser af microbryggerier skyder op, og en af mine nære venner er igen begyndt at brygge, så til hans søns konfirmation for 3 år siden, var der igen hjemmebrygget øl til en familiefest i sognet. Har man siddet og fået en glas hjemmebryg, smager en pilsner af -ingenting.

Er man interesseret i brygning, er der udstilling og konkurence i Vendsyssel i februar 2006. se nærmere på www.vendiale.dk