Smartlog v. II » Naturjournal » gravand
Opret egen blog | Næste blog »

Undergravende virksomhed.

26. mar 2006 07:35, Farmer

Jeg nåede at gøde engrapgræsset i går eftermiddags, og i morges begyndte nedbøren. Først som sne, og senere som regn, og her i eftermiddag opklaring. Det kan ikke være bedre.

Problemet i rapgræsset er, at et antal muldvarpe i den grad har været på sort arbejde. Der er muldskud overalt på ca. 1,5 hektar af marken. De er kommet ind fra grøften, og har i ly af sneen gået til den.

Engrapgræs skal skårlægges ca. 3 dage før mejetærskning, hvilket gør at mejetærskerkniven skal helt ned og køre langs jordoverfladen for at få græsset ind i mejetærskeren. Derfor vil muldskuddene umuliggøre høstning. Jeg må forsøge at klemme dem sammen med en tromle, men det er ikke det bedste for græsset.

Gravænderne er kommet. Der er liv og glade dage, hvor de er. Temperaturen er i dag steget fra -0,5 i morges kl. 6.00 til 7 grader her i eftermiddag, så mon ikke det kommer til at gå stærkt med foråret fra nu af.